Noget om at sige stop...

...For det tror jeg måske, jeg bliver nødt til. Jeg har det som om, jeg har sagt alt, hvad der kan siges på præcis ethundrede ord, og alt hvad jeg prøver på, bliver bare et dårligt remix af tekster jeg har skrevet ethundrede gange i forvejen (mindst).
Det har været en fest det meste af tiden, at lave det her projekt. Jeg er fantastisk glad for den respons jeg har fået, og de mennesker jeg er stødt på. Men det duer ikke, hvis det ikke er sjovt længere, og jeg synes mest det føles som en sur pligt, jeg alligevel aldrig formår at udføre så jeg selv er tilfreds.
Måske kommer jeg til at kigge ind omkring en gang i mellem, hvis jeg har noget på hjerte, men som udgangspunkt tror jeg det egentlig ikke. Måske vender jeg tilbage en dag, men i så fald tror jeg, det bliver på en helt ny måde. Jeg har andre projekter i projekt-posen, som skal tages sig af, og så må vi se, hvor jeg ender henne.

Mange tak for denne gang. Pas på jer selv.
KH.

Word count: 185 (og det var faktisk lidt med vilje)

Natten

Natten kaster sig mod ruderne, i uendelige forsøg på at slå døren ind til menneskenes drømme. Det er kun kattene der tør gå ud på sådan en nat som i nat. De små piger ligger tyst i deres senge, med hårdt lukkede øjne, og prøver at komme i tanke om hvad Pjerrot sa'e til månen, for at overdøve stormen. Men Harlekin står på spring bag døren, hvis nogen af dem vover sig ud af sengen. Morpheus lurer, venter til de sover sødt, og bliver hans. Pjerrot blev aldrig færdig, og det er kun kattene der går i fred i nat.

Word count: 100

Rum

Det var ligesom lydbølger der brusede mod stranden, lige der hvor tidevandet skifter. Det var ligesom fjer der falder i et rum så nøgent at det giver ekko. Det var ligesom tilfældige breve uden ord, og uden afsender.

Det var den slags, der nok let kunne afskrives som værende ligegyldigt, uden vigtig betydning. Men det var ikke til at overse. Måske i første omgang, men det blev ved med at rumstere bagerst i baghovedet, og ødelægge det, der var nemmest. Det, der slæbte sig gennem dagene. Men det var jo bare for at gøre rum til det, der var smukkest.

Word count: 100

Kys VI

Jeg kyssede engang en baggårdspoet, med lukkede øjne og et ”will make art for food”-skilt stående ved fødderne. Det var ligesom at kysse i en cirkusmanege, det var ren kunst, og vi have øvet os i ethundrede år for at få det til at se så ubesværet ud. Men når sæsonen var forbi, holdt vi op med at kysse, og blaffede i hver vores retning. Jeg kom i hvert fald videre, jeg skal ikke kunne sige hvad der skete med ham.
Det er løgn. Men jeg ville så gerne møde ham en dag, i en baggård, i en sommernat.

Word count: 100

Istider

Hun ser sin krop splittes bid for bid for bid, til der kun ses de slidte idiomer hun kaster om sig i et uendeligt spil for galleriet. Hun svinger sig i udbrændte lysekroner, men det eneste der reflekterer lyset, er de glødende istider, der springer fra hendes øjne. Og den tid ender aldrig, selvom hendes tidsregning slutter med hvert åndedrag. Det er hendes skaberværk vi fornægter hver eneste dag, når vi tager ethundrede ord i munden, udbrændte penduler i brudte retninger, som siger mindre end tavshed. Vi beder selv om istidsrelationer når vi gør sådan. Men den tid ender aldrig.

Word count: 100

Tid og ingenting

Jeg er ladet op nu, jeg fungerer igen, faktisk upåklageligt, det kører som på smurte skinner. Det lyder som om, du er blevet genopladelig. Betyder det, at vi godt kan? At vi kan nu?

Tid. Det er det eneste spørgsmål der er på bordet. På den anden side af en fast defineret ramme, er der ikke længere noget der hedder "os" - det er slet ikke en mulighed. Men betyder det nødvendigvis, at vi skal lade de mellemrummet gå til spilde?

Vi bliver bare ved, med at tage sølvbestik af situationer, som slet ikke er vores. I hvert fald ikke mine.

Word count: 100

Sne og engle

Du vil bygge huse, siger du. Ikke legehuse, ikke cykelskure, men rigtige huse. Du synes vi skal fælde træerne med de bare næver, og bygge en bjælkehytte vi kan gemme os i. Men store træstammer er altså tunge, og så tungt gider jeg ikke tage det hele. Jeg vil hellere bygge snemænd, og nyde synet så længe det varer. Måske kan du også få lov at lave en sneengel eller to i min have, for dens slags engle har bekendt kulør, og når de smelter er det sommer. Jeg har tid til sneengle, men ikke til Udødeligheden. Ikke lige nu.

Word count: 100