Jeg hader når verden omkring mig stresser, når verden har travlt. Måske hænger det sammen med, at mit eget liv leves i en evig travlhed, som tilsyneladende aldrig holder op, og derfor er blevet til et konstant undertrykt karaktertræk. Jeg bliver bange når de stresser, og har allermest lyst til at sætte mig i hjørnet og tude indtil de holder op med at have travlt. Men det har jeg lært, at man ikke må. Så i stedet ”skynder jeg mig langsomt”, som en anden så smukt udtrykte det, mens jeg vipper med fødderne for ikke at falde ud af travlhedsrytmen.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar