Jeg går ud til postkassen og tager mit humør. Så går jeg ind i huset. Jeg stiller mig midt i det tomme rum med min trompet. Der kommer lyde ud, og det hele er så helt fantastisk at tid og rum står stille og fryser i et øjeblik, ligesom i en gammelt shakespeare-monolog. Efter øjeblikket kommer der lys. Jeg skærer mine fingre og håndled til blods på de bløde ventiler, og mundstykket splintrer i utælleligt mange glasskår. Den sorte kat har stadig ikke vist sig.
Dér. Lige der sivede mit humør ud igennem sprækkerne i min fine, hvide hud.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar