Roser & Violer kan aldrig skilles ad

Det har længe været mere eller mindre common knowledge, at der langt oppe bag Norges kyster boede en ældre enkemand med en eneste datter og så videre og så videre. En slags nordisk version af Romeo & Julie, bare ondere – for hvor Capulet og Montague i det mindste afskrev hinanden som mulige ægteskabelige forbindelser på baggrund af handlinger, havde enkemanden kun guld og prestige i tankerne da han skulle gifte sin Juliane væk, og var ikke interesseret i forholdet mellem roser og violer.
Det var derfor, det gik så galt. Det var ganske almindelig skandinavisk arrogance. Sømanden havde intet gjort forkert.

Word count: 100
(melodien ser sådan ud. Den oprindelige sang stammer fra omkring 1800 og findes i utallige variationer)

De sidste ord

Som så mange andre store personligheder, vidste Pernille at der sandsynligvis aldrig ville blive sagt pænere ting om hende, end i perioden kort efter hendes død. Det var hende derfor magtpåliggende, at de sidste ord hun ytrede stemte overens med det fastfrosne selvbillede hun ønskede at efterlade. Hun overvejede ”Åh, i unge mennesker opfører jer som gamle mænd, i morer jer aldrig” som Josephine Baker, eller ”Giv mig kaffe, jeg skal til at skrive” som Olavo Bilac. Det var dog lige netop kaffens skyld, at hun på dødslejet brændte sin tunge så slemt, at hun ikke kunne mæle et ord.

Word count: 100
(Tak til wikiquote for inspiration - citaterne er frit oversat)

Historier

Måske er spørgsmålet i virkeligheden, hvor mange historier der egentlig findes, om der er uendelige mængder der venter på at blive opfundet, eller om verden på et tidspunkt løber tør? Det er selvfølgelig rart og trygt at tænke, at hvert menneske indeholder mindst tusinde ufortalte historier, men sandsynligvis er de fleste af dem bare variationer over den samme gamle popskabelon. Måske blev alle gode historier fortalt i det antikke Grækenland, måske snyder vi os selv ved at fortsætte, muserne er vist nok døde for længst. Måske bliver vi bare ved at spinde på dem, fordi vi godt kan lide det.

Word count: 100

Mit liv i en vuggestue - gæsteindlæg af Christine B.

Husk altid handsker ved lortebleer. Sprit-gel er din bedste ven. At tegne inden for stregerne er ikke populært. Alt hedder enten hest, gravko, blå, det eller Gerda. Du skal spise det samme som børnene, selvom det er herreklamt. Århus kommune og bureaukrati er ikke din ven. Smøgpauser er din ven. Man siger hov, op igen, er du ked af det, ned på numsen, og hvor er Anton 1000 gange om dagen. Alle børnesange kører i akkorderne D, A7 og G (det sandt – prøv det!) Husk at børnene tror du er voksen. Babyer lugter af smeltet smør, snot og remoulade.

Word count: 100

Tid

For Markus var tiden gået i stå, han nægtede at anderkende dagenes, selv årstidernes skiften. Så længe intet så ud til at ville ændre sig, gjorde det alt for ondt at tænke på, hvordan tiden gik uden øje for ham og hans behov. Derfor havde han altså boykottet alle de handler med tidsbegrebet om var blevet indgået af verden på hans vegne.
Der var ingen der opdagede hans forsvinden fra den fælles bevidsthed før det begyndte at lugte i opgangen. Han havde boet der de sidste 53 år, men da de fandt ham lignede han stadig en dreng på 23.

Word count: 100

Kold regn

Regnen lægger sig som kolde dyner om vores tanker og vores verden, slukker for alle skarpe lyde, og former tyste ord på vores nethinder. Vi kan ikke gå ind, vi kan ikke gå ud, vi kan bare blive siddende og fastholde fokus på fastfrosne minder, som radiofrekvenser der er gået i hak. Der er intet at gøre lige nu, vi sidder fast som fod i handske.
Det er lige meget, vi vil helst ikke tage beslutningerne, helst ikke forene dem med virkeligheden. Det er lettere at blive under dynen og ryste af kulde over det, vi aldrig tør lade ske.

Word count: 100

Gæsteindlæg af Jeppe G.

Vuf

Mennesker skal luftes. Ligesom hunde. Ud og få luftforandring, indgå i andre sammenhænge, snuse andre bagi og gø. Desværre får mennesker ikke opfyldt alt dette bare ved at gå en tur. Vi må ud hvor vi omgås andre mennesker. Mennesker som vi forstår og som forstår os. Rent sprogligt. Altså som vi kan tale med. Vi har brug for at lette dampen og for at få lidt damp i hovedet. At se en anden lige i ansigtet og tale lige fra hjernen og ind i den andens hjerne uden blokader. Ikke nødvendigvis hele tiden. Bare en gang i mellem.

Word count: 100