Huset som er mit

Jeg ved godt det er lidt sentimentalt og sådan, men nu lukker jeg altså lige lidt virtuelle tårer udover bloggen. Ser du, mit hus skal nemlig rives ned om en måneds tid. Det hus, som godtnok er fyldt med rotter og vand i kælderen og dårlig isolering, men også det hus der har rummet masser af øl og sene nætter og hænder man kunne holde i, når man var mut. Ting jeg ikke har lyst til at glemme. God mad og måske mest dårlig mad og dårlig rødvin, og den fødselsdag hvor jeg officielt holdt op med at være teenager.

Word count: 100

Rødder og strenge

Det er ikke geografisk men historisk rodløshed, der holder mig hen i en fornemmelse af at have tusind navler, hvis strenge ikke er fastgjort nogen steder, men blot spænder sig for mine ben. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at forfølge den til verdens ende, hvis det er hvad der skal til, blot for at finde en enkelt tidslomme, der giver mig mulighed for at fornægte og fortrænge den verden jeg lever i, og bare traske rundt med hat på. Skrive for store tanker ned med blæk der lugter dødt i skæret fra for længst nedbrændte flammer i lysekroner.

Word count: 100

Jeg synes jeg sidder fast

Man kan godt være på vej, selvom man sidder fast. Man kan rejse hele verden rundt, måske bare i en bog, uden at rykke sig ud af stedet, fordi fødderne er lavet af cement, og man egentlig bare bliver transporteret, uden selv at tage hverken første eller andet skridt.
Jeg ligger bare vågen om natten, jeg når aldrig at lukke øjnene helt, så ville jeg ellers gerne drømme om luftballoner i titusind farver. Om eventyr og dannelsesrejser og en lille smule om, at gå med hat og holde i hånd med nogen der også drømte selv når de sad fast.

Word count: 100

Servicemeddelelse III

Jeg er så småt ved at være oprejst igen (næsten) og saxo er så småt ved at være slut (næsten), så nu skulle der gerne være tid til at se lidt fremad og kaste om mig med nogle lidt mere aktuelle skriverier (det vil sige, så aktuelt som det nogensinde bliver herfra). Men jeg synes nu det var meget sjovt at se lidt bagud, det kan være der kommer mere fra 15-årige mig hvis jeg falder af på den igen.
Jeg satser dog stærkt på der går en rum tid før den slags sker igen. Det skulle der gerne.

Word count: 100

Tanker om Ophelia fra en pessimistisk teenager anno 2004

Der gik i middelalderen en historie om Jesus, som sagde at han på en af sine lange vandringer var blevet sulten. Han var da gået til en bagerkone og havde bedt om et stykke brød – hun gav ham gladeligt. Derefter gik bagerdatteren skumlende til konen og brokkede sig, thi hun mente konen havde givet for meget. Det gik hverken værre eller bedre end at datteren blev til en ugle.
Det er om dette Ophelia taler når hun i sit vanvid udbryder ”De siger uglen var en bagerdatter – ak ja, vi ved hvad vi er, men ikke hvad vi kan blive.”

Word count: 100

OBS! Det er desværre ikke mig der har fundet på denne historie - den står beskrevet et sted i noteapparatet til Hamlet. Det her er bare min nedskrivning efter hukommelsen. (hvis du nu skulle være big boss fra random forlag og finder det problematisk, så bare giv lyd, så skal jeg få den pist væk med det samme)

Tanker om at falde i søvn fra en pessimistisk teenager anno 2004

Min sindstilstand lige i dette øjeblik er præget af udmattelse. Mine strøtanker sitrer synkront med mine øjenvipper, når jeg lader synet synke sammen. Den måde, hvorpå trætheden og lader hele verden og mig smelte til et kogende hele, føles lidt som at blive levende begravet – jeg er stadig lidt vågen, men alligevel har jeg ingen kontrol eller indflydelse. Som at være mentalt spærret inde i en kiste – eller måske nøjagtig modsat, som om mit sind i sidste øjeblik løsriver sig og bliver så fuldstændig frit som muligt. Som om det bliver til en del af den universelle tilstedeværelse og bevidsthed.

Word count: 100

Tanker om afskeder og lygtepæle fra en pessimistisk teenager anno 2004

Jeg læste et digt i dag, som ramte mig lidt. Det fik mig næsten til at stå stille. Det gav mig fornemmelsen af at stå i nærheden af lige præcis sådan en slags lygtepæl, som kun lyser for mig, og for at give de bedste forhold til de videofilmende japanere der ser til, så jeg kan bære min perfekte afsked med 101-mands strygeorkester langt ned der hvor stjernerne altid lyser, og tage den frem når solen er for skarp, regnen er for slap, eller jeg bare generelt er for tæt på død, ødelæggelse, uoverskuelig stillingtagen eller enhver mulig fremtid.

Word count: 100

Tanker om (døds-)angst fra en pessimistisk teenager anno 2004

Jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for døden i sig selv. Jeg er bange for smerte, jeg forstår ikke smerte. Jeg er bange for at miste min intelligens. Bange for, at lige inden jeg dør, ved jeg, at jeg aldrig får min bevidsthed tilbage. Jeg er ikke bange for at forundre folk, men jeg er meget bange for at skuffe dem. Jeg er bange for at skuffe mig selv. Jeg er bange for at give op, bange for at komme i en situation hvor jeg finder mig selv utilstrækkelig. Men jeg er ikke bange for døden.

Word count: 100

Tanker om voksenlivet fra en pessimistisk teenager anno 2004

Jeg har draget den konklusion, at livet må være uudholdeligt. I længden, og i det hele taget, går tingene jo bare i ring. Du bliver aldrig færdig, så hvorfor prøve? Så snart du har pudset vinduerne, skal der ordnes regninger. Når blomsterne er vandet, går computeren ned. Når der er købt ind, skal der støvsuges – så skal vinduerne pudses igen. Det lyder komplet forfærdeligt, og jeg tror ikke, jeg overlever det. Det er stressende, opslidende, men mest af alt fantasiløst og kreativitetsforringende. Jeg vil ikke være voksen. Hvad bringer det af gode ting? Eget kreditkort? Er det overhovedet en fordel?

Word count: 100

Tanker om læring fra en pessimistisk teenager anno 2004

Man lærer for at leve – man lever for at lære. På den måde er sommerferien skræmmende. I næsten to måneder skal min voksende intelligens sættes på stand-by. På et tidspunkt bliver det sværere at lære, så burde jeg ikke lære alt hvad jeg kan mens tid er? Hvis jeg ikke lærer, er jeg så overhovedet eksistensberettiget? Medmindre indlæring er en fra starten fastat kvote (altså således at hvis du slet ikke lærer, er det lige så let når du er firs som da du var tre). Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg er bange for at satse.

Word count: 100

Sygemelding

Jeg har begået enorm hybris i nedenstående indlæg. Jeg er blevet syg. Måske er det svinepesten, måske er det noget andet – lad os sige det er den, for som sagt er den lidt mere fancy. Mens jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv, kommer der få interessante ting herfra, så indtil jeg holder op med at være kronisk vandret, kan i lugte lidt til, hvad jeg skrev tilbage i det herrens år 2004. Bare sådan fordi jeg ikke har bedre at diske op med, og fordi det kunne være lidt sjovt. Jeg ønsker jer smil på læben :)

Word count: 100

Rækkehuse

Os to som et er lidt ligesom dårlig arkitektur, som rækkehuse der skyder op af provinsens marker ligesom svampe – og det er vel at mærke ikke rød fluesvamp der er tale om, rød fluesvamp er i det mindste en lidt sej svamp, ligesom griseflu er en lidt mere op på beatet sygdom at smykke sig med end lousy forkølelse. Vi er alle de dårlige ting ved dårlige forkølelser (måske endda forkølelsessår) og huse af pap, når de bliver lagt sammen. Hvis nogen lagde lidt omtanke i, kunne vi måske mutere til coolness.
Men sådan er vi. Og det er fint.

Word count: 100

P.S.:... Jeg fik min radioblogdebut i dag. Sejt, hva'?

Kirsebærtakvinge

Drømme er på rigtig mange måder ligesom sommerfugle. Tag eksempelvis Kirsebærtakvingen, der tidligere fandtes i så mange eksemplarer at den ansås som værende et skadedyr, men kun sjældent er observeret siden 1987. Til gengæld kan den ses helt op til 1.500 meters højde.
Ligeledes opfører drømmene sig. Når vi oversprøjter naboens grønne græsplæne med round-up, må vi beholde drømmene i de højere luftlag, indtil de lægger æg som forpuppes og tager fast form. Så kan de tages ned på jorden og forfølges konkret – vi må fange dem før de får flyvestøv på vingerne, hvis vi vil lette med dem.

Word count: 100

Dødsangst

Den buschauffør der kørte min bus til arbejde i dag, gav mig anledning til at tænke lidt over begrebet ”dødsangst”. Et begreb, som er blevet diskuteret adskillige gange af filosoffer, kunstnere og endnu vigtigere, folk omkring mig. Både i forbindelse med hvad der muligvis er i vente på den anden side, men også i forhold til angsten for den situation, hvor døden indtræffer.
For mit eget vedkommende tror jeg i hvert fald, angsten klart mest relaterer sig til sidstnævnte. Og det hovedsageligt på grund af smerten. Det er smerten jeg frygter (mest), når jeg møder en buschauffør der kører dødsforagteligt.

Word count: 100

Kollektive konspirationer

Der er ikke så meget spændende at sige i dag, så os snakke lidt om det, der alligevel optager en del af min hjernekapacitet i øjeblikket. Rigtigt, Forbrydelsen II.

Konstateringer:
1.Det var ikke Raben. Så havde hverken storebror Holst eller nogen andre haft interesse i at slå Dragsholm ihjel.
2.Det var ikke Strange. Fordi jeg siger det.
3.Det var ikke Holst. Han har ikke noget ordentligt motiv.

Spørgsmål:
1.Hvor fanden er König henne? Er han død?
2.Hvis er den ekstra hånd?
3.Hvorfor blev Lund truet med en politipistol ude i kødbyen?
4.Hvem har plantet fotografiet i Holst's lejlighed?

Happy guessing!

Word count: 100 (jeg håber du gider gætte med og nej, du behøver ikke holde dig på hverken den ene eller anden side af 100 ord, det er kun mig der skal plages med sådanne dogmer)

100 ord i et brev fra nogen til nogen andre

"Kære.
Jeg har danset i nat. Jeg har leet, og smilet til fremmede. Alligevel ender mine tankers nat her, hvor jeg tænker på hvem du har smilet til, og hvad du har leet af. Der er ikke så meget tilbage at grine af, synes jeg. Hvis jeg turde alene, ville jeg se Donnie Darko nu. Hvis jeg havde noget, ville jeg høre klassisk klavermusik.
Kærlig hilsen
P.S.: Hvis jeg ikke havde værdighed og selvrespekt og what not at bekymre mig om, ville jeg tage tilløb og løbe panden mod din mur og din hoveddør indtil jeg vågnede i dine dyner."

Word count: 100

Alles hærværk

Gæsteindlæg af J. Lorentz

Vi placerer barberbladene over vores kolde øjenlåg. Nu skal vi snitte kors og fabeldyr i kødet. Pæne ting til minde om det vi havde, og alle de sorte stjerne vi skød ned. Du kom med kærligheden og de blå øjne, som egentlig var brune. Jeg stod stille. Alene. Vi havde tiden og kunne spejle og pejle efter det hærværk, som vores forældre efterlod os. Til sidst var der ikke mere ilt, og vi lagde vi og os til at dø. Historien skal en dag gentage sig. Det gør den altid. Og en dag skal vi efterlade hærværk til vores børn.

Word count: 100

Blod

Hans celler består, indtil de falder fra hinanden, kun af fyld-ord, hans blod iltes med flere ligegyldigheder som transporteres rundt i kroppen. Alt sammen blot for, at han derefter kan hviske meningsløs tågesnak gennem alt for lange distancer mod hendes pande når hun først er faldet i søvn. Det er ikke så svært, når bare hun lover ikke at lytte.
Hvis han ikke havde så travlt med at være luft for hende og lade som om det var på eget initiativ, havde han nok ikke kunne modstå fristelsen. Så havde han nok spurgt, hvordan hun går og har det.

Word count: 100

Vi er

Vi er katedraler, bygget af slaver, med knogler i murene. Vi gemmer tusinde generationers hemmeligheder og synder, de hænger som truende istapper, der truer med at smelte og slå dig ihjel, hver gang du tænder endu et lys. Vi er katakomber, fyldt med lig der har tabt deres identitet i den tro der åd dem op indfra, indtil rotterne tog over.
Vi er kroppe der ryster alene hver nat, vi vender og drejer de vidtåbne rygge og øjne uden nogen steder at vende os hen. Min krop er den istap af synd, som smelter hver gang du tør tænke den.

Word count: 100

Haiku

Jeg ville ønske jeg kunne skrive haiku, at jeg kunne skære ind til benet og forene naturen og det øjeblik hvor øjeblikket bliver evigt med evighedens sekunder på 5 plus 7 plus 5 stavelser. Men jeg er så dyb at jeg flyder over af ligegyldighed der er så altoverskyggende at 17 enkelte lyde ikke er nok til at beskrive en brøkdel. For der er altså noget som er mig, som er vigtigere end frøernes kvækken og dråber der rammer en overflade, for selvom jeg kun er en dråbe og du er en til, er min optik for snæver til sumpdyr.

Word count: 100

Porcelæn

Bent holdt af at drikke god rødvin og gå lange ture på stranden, især om vinteren, og komme hjem med røde kinder til varm kakao og en go' krimi i fjerneren. Det var der som sådan heller ikke noget galt i, det gjorde ham glad, og det var hovedsagen. Problemet var den porcelænspekingeser der stod på kaminhylden, og som hver eneste dag belurede ham, og mindede ham om hende, han aldrig ville gå tur med igen. Det sidste stykke Royal Copenhagen han havde beholdt, og som lod ham huske historierne, om hende der blev taget af vandet tidligt sidste sommer.

Word count: 100

Motorvej

Du er lidt ligesom en motorvej, du kaster dig hensynsløst gennem terrænet for at komme hurtigst fra A til B. Du lader travle folk som føler sig for vigtige til offentlig transport passere på din facade, i håbet om at de en dag vil betale dig tilbage. Du har ikke tid til hensyn, det er ikke så vigtigt med bevaringsværdige skove eller børn der leger eller nuttede dyr.
Du er lidt ligesom en motorvej, du er pissekedelig, og når der endelig sker noget, er det spritbilister og spøgelsesbilister der slår hinanden ihjel, som når din alkoholisme spiser af din sjæl.

Word count: 100

Årstider på dansk

Du danske sommer jeg elsker dig, men du danske våde efterår er sgu lidt en pms-kælling til tider... Selvom bladene på træerne bliver brune og gule og pæne og regnen dufter godt og blæsten giver røde kinder og lyst til varm kakao. Så er det altså bare lidt af et antiklimaks at bevæge sig udenfor når alt i byen mister sine farver, som om beton og mursten har opgivet at være nogen grad af rare at se på indtil det bliver forår igen. Men du danske efterår, du er OK, bare vi slipper for mere sne. Sne er træls.

Word count: 100

Fucking lede stjerne

Kan du huske dengang, du kravlede op i den højeste lygtepæl i byen, og nægtede at komme ned? Du ville være vores alle sammens ledestjerne, det var kraftedeme et dumt projekt. Du ville lyse på vejen og vogte over de små piger når de gik hjem fra fest. Dine forældre blev kede af det, jeg blev ked af det. Jeg ved ikke hvad du tænkte på.
Det endte med at dit lys lagde en skygge over alle vores liv. Vi blev nødt til at flytte for ikke at blive blændet af undren. Jeg ved ikke hvem du vogter over nu.

Word count: 100

(dette indlæg findes i virkeligheden ikke)

ps: hvis du er interesseret i flere rablerier fra min side, så kan det findes på nedenstående link. Advarsel: det er blottet for al kritisk tænkning og koncept.)

Klik kun her, hvis du virkelig ikke har fået nok

Under bordene

Vi er gået under, vi er gået ned med flaget, vi stillede træskoene og gik i brædderne. Hvis vi kunne gå under brædderne, ville vi finde et sted, hvor der kun var plads til fugt og rotter og iltmangel og os. Sådan et sted hvor verden ikke talte. Så skulle alting nok falde på plads indtil tiden gik i gang igen og vi gik midlertidigt fra hinanden.
Men vi bliver bare liggende under verdens største bord, hvor vi slikker vores sår hver for sig, til vi rejser os og træder af. Til vi træder ud af døren hver sin vej.

Word count: 100

Tog

Du har skarptslebne diamanter i øjnene, som stikker dit synsfelt til blods, og får hele verden til at glimte, mere end du selv kan. Og så græder du, du tuder krokodilletårer af blod og sved, mens du stryger mig over håret, og håber at jeg aldrig bliver til noget stort, for så ville du være helt alene.
Du er jo bare et af de rustne togspor, DSB glemmer at vedligeholde, du bliver aldrig mere end det.

Word count: 100

Tør

Jeg går for tiden og tænker på, om jeg måske kunne risikere en dag at løbe tør. Altså, at der pludselig ikke var flere ord at komme efter, nogensinde, aldrig. For selvom mit liv findes, så skal det jo for fa'n ikke handle om mig, det skal handle om tomrummet mellem min og din skærm, og nogle tanker som vi måske kunne tænke over begge to. Det er historierne det handler om jo. Hvis jeg pludselig en dag løber tør, vil jeg gerne undskylde på forhånd. Men det vil alligevel uden tvivl gøre mere ondt på mig end på dig.

Word count: 100

Kys V

Jeg kyssede engang en smuk ung dreng i en mørk togkupé på vej ned gennem Europa. Det var lige på grænsen mellem forår og sommer, man skulle stadig have en tynd jakke på, men når solen viste sig kunne man slippe afsted med at gå i sandaler. Vi skulle på eventyr, vi skulle se verden og stjæle dens historier og fortælle dem igen og igen til hinanden om natten. Vi skulle besøge alle verdens kirkegårde og markeder med mærkelig frugt. Så mærkelig som EU nu engang tillader.
Det er desværre alt sammen løgn. Men så tager jeg bare afsted alene.

Word count: 100

Brev

Kære Kristian Lollike
Jeg var for nylig inde at se din forestilling ”Undskyld gamle...blablabla”, som jo åbenbart slet ikke er en ny forestilling, men en gammel tekst i nye skuespillere. Jeg er ikke sikker på, om jeg helt forstod den. Jeg forstod mange ting, og jeg var egentlig også temmelig godt underholdt – men hvorfor skulle det pludselig tage så dramatisk en drejning? Jeg synes lidt, det tog overhånd til sidst. Samfundskritikken blev skåret lidt ud i pap.
Betyder det, at der kun er plads til samfundskritikere i ny dansk dramatik? Det er jo lidt dit valg nu.
Hilsen Maya