Man lærer for at leve – man lever for at lære. På den måde er sommerferien skræmmende. I næsten to måneder skal min voksende intelligens sættes på stand-by. På et tidspunkt bliver det sværere at lære, så burde jeg ikke lære alt hvad jeg kan mens tid er? Hvis jeg ikke lærer, er jeg så overhovedet eksistensberettiget? Medmindre indlæring er en fra starten fastat kvote (altså således at hvis du slet ikke lærer, er det lige så let når du er firs som da du var tre). Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg er bange for at satse.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar