Min sindstilstand lige i dette øjeblik er præget af udmattelse. Mine strøtanker sitrer synkront med mine øjenvipper, når jeg lader synet synke sammen. Den måde, hvorpå trætheden og lader hele verden og mig smelte til et kogende hele, føles lidt som at blive levende begravet – jeg er stadig lidt vågen, men alligevel har jeg ingen kontrol eller indflydelse. Som at være mentalt spærret inde i en kiste – eller måske nøjagtig modsat, som om mit sind i sidste øjeblik løsriver sig og bliver så fuldstændig frit som muligt. Som om det bliver til en del af den universelle tilstedeværelse og bevidsthed.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar