Jeg læste et digt i dag, som ramte mig lidt. Det fik mig næsten til at stå stille. Det gav mig fornemmelsen af at stå i nærheden af lige præcis sådan en slags lygtepæl, som kun lyser for mig, og for at give de bedste forhold til de videofilmende japanere der ser til, så jeg kan bære min perfekte afsked med 101-mands strygeorkester langt ned der hvor stjernerne altid lyser, og tage den frem når solen er for skarp, regnen er for slap, eller jeg bare generelt er for tæt på død, ødelæggelse, uoverskuelig stillingtagen eller enhver mulig fremtid.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar