Hun ser sin krop splittes bid for bid for bid, til der kun ses de slidte idiomer hun kaster om sig i et uendeligt spil for galleriet. Hun svinger sig i udbrændte lysekroner, men det eneste der reflekterer lyset, er de glødende istider, der springer fra hendes øjne. Og den tid ender aldrig, selvom hendes tidsregning slutter med hvert åndedrag. Det er hendes skaberværk vi fornægter hver eneste dag, når vi tager ethundrede ord i munden, udbrændte penduler i brudte retninger, som siger mindre end tavshed. Vi beder selv om istidsrelationer når vi gør sådan. Men den tid ender aldrig.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar