Det var ligesom lydbølger der brusede mod stranden, lige der hvor tidevandet skifter. Det var ligesom fjer der falder i et rum så nøgent at det giver ekko. Det var ligesom tilfældige breve uden ord, og uden afsender.
Det var den slags, der nok let kunne afskrives som værende ligegyldigt, uden vigtig betydning. Men det var ikke til at overse. Måske i første omgang, men det blev ved med at rumstere bagerst i baghovedet, og ødelægge det, der var nemmest. Det, der slæbte sig gennem dagene. Men det var jo bare for at gøre rum til det, der var smukkest.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar