Rum

Det var ligesom lydbølger der brusede mod stranden, lige der hvor tidevandet skifter. Det var ligesom fjer der falder i et rum så nøgent at det giver ekko. Det var ligesom tilfældige breve uden ord, og uden afsender.

Det var den slags, der nok let kunne afskrives som værende ligegyldigt, uden vigtig betydning. Men det var ikke til at overse. Måske i første omgang, men det blev ved med at rumstere bagerst i baghovedet, og ødelægge det, der var nemmest. Det, der slæbte sig gennem dagene. Men det var jo bare for at gøre rum til det, der var smukkest.

Word count: 100

Kys VI

Jeg kyssede engang en baggårdspoet, med lukkede øjne og et ”will make art for food”-skilt stående ved fødderne. Det var ligesom at kysse i en cirkusmanege, det var ren kunst, og vi have øvet os i ethundrede år for at få det til at se så ubesværet ud. Men når sæsonen var forbi, holdt vi op med at kysse, og blaffede i hver vores retning. Jeg kom i hvert fald videre, jeg skal ikke kunne sige hvad der skete med ham.
Det er løgn. Men jeg ville så gerne møde ham en dag, i en baggård, i en sommernat.

Word count: 100

Istider

Hun ser sin krop splittes bid for bid for bid, til der kun ses de slidte idiomer hun kaster om sig i et uendeligt spil for galleriet. Hun svinger sig i udbrændte lysekroner, men det eneste der reflekterer lyset, er de glødende istider, der springer fra hendes øjne. Og den tid ender aldrig, selvom hendes tidsregning slutter med hvert åndedrag. Det er hendes skaberværk vi fornægter hver eneste dag, når vi tager ethundrede ord i munden, udbrændte penduler i brudte retninger, som siger mindre end tavshed. Vi beder selv om istidsrelationer når vi gør sådan. Men den tid ender aldrig.

Word count: 100

Tid og ingenting

Jeg er ladet op nu, jeg fungerer igen, faktisk upåklageligt, det kører som på smurte skinner. Det lyder som om, du er blevet genopladelig. Betyder det, at vi godt kan? At vi kan nu?

Tid. Det er det eneste spørgsmål der er på bordet. På den anden side af en fast defineret ramme, er der ikke længere noget der hedder "os" - det er slet ikke en mulighed. Men betyder det nødvendigvis, at vi skal lade de mellemrummet gå til spilde?

Vi bliver bare ved, med at tage sølvbestik af situationer, som slet ikke er vores. I hvert fald ikke mine.

Word count: 100

Sne og engle

Du vil bygge huse, siger du. Ikke legehuse, ikke cykelskure, men rigtige huse. Du synes vi skal fælde træerne med de bare næver, og bygge en bjælkehytte vi kan gemme os i. Men store træstammer er altså tunge, og så tungt gider jeg ikke tage det hele. Jeg vil hellere bygge snemænd, og nyde synet så længe det varer. Måske kan du også få lov at lave en sneengel eller to i min have, for dens slags engle har bekendt kulør, og når de smelter er det sommer. Jeg har tid til sneengle, men ikke til Udødeligheden. Ikke lige nu.

Word count: 100

Sorte Øjne

- Gæsteindlæg af J. Lorentz

Hvor er du forudsigelig i alle dine ligegyldige lys. Dine øjne skriger (et hundrede ord). Jeg fortæller dig de samme historier, som den navneløse række af dukker, der er gået forud Din Tid. Til sidst tager du min hånd, og sammen deler vi luften på Boulevarden. Vi lukker os inde, og bliver nøgne – synkront/usynlig. Mine øjne er sorte. Nu sker det snart. Vi blander illusioner og håb her i min seng. Vi er en slags hobbyalkymister. Jeg holder mest af dig, når jeg efterlader et stykke af mit tomrum i dig. Du er mest af alt et pænt stykke tidsfordriv.

Word count: 100

Forårsluft

Hvis ikke man har prøvet det før, vil man ikke være i stand til at genkende den luftalarm, den snert af forfald der svømmer ind af vinduet sammen med morgenvinden og klokkerne på de friske for-forårspigers cykler. Den skingre duft, der er sødere og mere kvalm end honning. Har man ikke tidligere oplevet hvordan den advarer om splintrede blå glasøjne, man troede man skulle spejle sig i, vil man smile, og bare tro det er foråret, der er på vej.
Men hvis man har følt det før, er man ikke i tvivl. Så får man gåsehud og bliver indendørs.

Word count: 100