onsdag den 15. juli 2009

Clara & Isabella

Clara var sytten år gammel, Isabella var fjorten. De ville mærke friheden i det lange lyse hår, og tog på tomleren mod verdens ende. Det gik såmænd også meget godt, hele vejen fra Skagen (der er nemlig ikke meget frihed i Skagen, derfor gik det nedad) gennem Danmark mod grænsen. Her blev de taget op af en venlig lastbilchauffør der desværre havde valgt at smugle coke netop den dag der var grænsekontrol, og solgte pigerne til tolden, for at kunne beholde sin enorme snestorm i bagagen. Isabella er sidst set et sted i Paris i 1992. Clara er aldrig set.

Word count: 100

Blik

Hun kan kigge så direkte på ham, at han bliver låst fast, ikke kan slippe fri. Ikke med hundredetyvetusinde vildhestes hestekræfter ville han kunne slippe fri. Han kan mærke det i maven, som enkelte stjerneskud, og voksende pupper. Han forsøger på det kraftigste at besvare blikket. Give lidt mavefornemmelse tilbage i hendes retning. Men det er som om hun ikke tager imod. I et par sekunder er det som om hun slet ikke trækker vejret. Til sidst sukker hun - slipper sommerfuglefyrværkeriet i hans mave løs, det letter med en million jetmotorers fart fra hendes øjenkrog og eksploderer snart i loftet.

Word count: 100

tirsdag den 14. juli 2009

Perron

Han steg af lyn-toget i Roskilde, på perron 2 mødte han en kvinde. Hun var en ægte 00'ernes femme fatale, der hang ud og drak cosmopolitans på banegården af sådan et glas lavet af plastik, men formet som et cocktailglas, for at få lidt elegance. Han var (for)blændet, hun var ligeglad. De talte lidt om kærlighed, mens hun stjal hans pung op af baglommen for at finansiere flere drinks (han troede det var en slags kærtegn). Senere lånte han til en busbillet af den søde pige på perron 3, der viste sig at være hans livs kærlighed.

Word count: 100

mandag den 13. juli 2009

Snyd

We are born-to-late bohemians
feeding on irrelevance
getting high on sweet romance
let us never stop this dance

I'm a poet without brains
trying hard to stay insane
I don't know who I ought to blame
for teaching me to be this lame

You're a nonconformist bitch
making my cold fingers itch
we'll walk the line until it ends
it's not our style to make amends

We're like romeo and juliet
and I guess it's all we'll ever get

Jeg har snydt lidt i dag. Engelske tekster er fine, men ikke til bloggen. Jeg lader det ikke ske igen.

Word count: 100

søndag den 12. juli 2009

Pigen

Der var engang en lille pige med svovlstikker (bedre kendt som tændstikker), lightere og masser af tændvæske og grillbriketter. Hun sniffede lightergas i en time, og derefter besteg hun Mount Everest. Herfra stak hun ild på sig selv og kastede sig udover bjergtinderne, og alle der så det, og ønskede til dette stjerneskud, der var det smukkeste i mands minde, fik deres ønsker opfyldt (primært pony'er og PS3'er – desværre bad ingen om fred i verden netop den dag). Et par dage senere landede hun med et brag 50 km væk. Det lykkedes aldrig kriminalpolitiet at identificere det forkullede lig.

Word count: 100

lørdag den 11. juli 2009

Noget om vigtige ting

FUGL: Har jeg nogensinde fortalt dig noget som var virkelig vigtigt?
ULV: Det tror jeg ikke du har, hvad skulle det da være?
FUGL: Sådan, for eksempel at jeg gerne ville være tryllekunstner da jeg var lille, eller at jeg er bange for mørke. Noget om hvem jeg rigtig er?
ULV: Nej, det har du ikke. Det ville også være spild af tid, for vi ændrer os konstant - så snart du betror noget til mig, vil det øjeblikkeligt blive en løgn, fordi du holder op med selv at tro det, eller væmmes over at høre dig selv malet på væggen.

Word count: 100

fredag den 10. juli 2009

Måske skulle der bare flere til

Poeter, libertinere, idioter og andre fantaster verden over – lad os forene os, lad os gribe hinandens hænder, og blidt kysse hinandens øjenlåg til himlen styrter og taget letter. Sammen kan vi bygge oceaner i alverdens øregange, og flyve verden rundt på natsorte laksvaner. Mine ord og dine ord bliver vores ord bliver liv i alle vores sjæle. Men jeg kan ikke alene, jeg kan ikke kun med englene, professorater, professionelle og pop. Jeg har brug for, at du fortæller mig, at der findes nogen derude, der er ligesådan til mig. Og egentlig skal det i virkeligheden måske allerhelst være dig.

Word count: 100