Viser opslag med etiketten Spindelvæv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spindelvæv. Vis alle opslag

torsdag den 6. august 2009

Summen af nul

Lad os gå en tur ned til vandet, lad os kigge filosofisk på solnedgangen mens vi taler dybt om absolut ingenting, blot for at se smarte ud. Summen af alt hvad der findes imellem os er 0, du er et nul, og jeg er et endnu større nul, tilsammen tilfører vi verden en fantastisk mængde intet og spredte ligegyldigheder. Men lad os glemme det, lad os spille en fanfare på sølvtrompeter når solen igen står op, mens vi lader os føre med ud af tidevandet, indtil det igen skyller alle vores store drømme og små sko ind på land igen.

Word count: 100

fredag den 31. juli 2009

Navle

Jeg hører ingen steder hjemme, derfor har jeg tusind navler. Jeg har været alle steder, jeg har svømmet med delfiner, jeg har redet på en elefant, men der er ikke noget der er mit.Verden er så fuld af anemoner, men på den anden side af hækken er kattene alligevel også grå. Verden er så fuld af sure mænd og koner, mit hoved er så fyldt med drømme, men de er alle sammen små. Jeg har en puls, og jeg kan bløde, jeg kan mærke hjertet slå. Derfor går jeg rundt og frygter måske en dag at gå i stå.

Word count: 100

tirsdag den 28. juli 2009

Kærlighed

Jeg ville ønske jeg var i stand til at skrive en kærlighedserklæring, der kunne rumme det hele. Men uanset hvordan jeg griber det an, kommer det til at handle om fremtiden.Fremtiden som stirrer på mig i mørket og gør mig bange. Fremtiden som jeg ikke tør tænke på. Den er en sommerfugl lavet af spindelvævspoesi som jeg ikke tør røre eller nævne af angst for at knuse den og tabe den på gulvet. Så står jeg her og har slet ikke tid til at skynde mig, for jeg ville jo sådan ønske, jeg ikke behøvede
skynde mig
uden dig

Word count: 100

fredag den 17. juli 2009

Orkan

Jeg syndefaldt og tabte mig selv i farten, i den tro at du måske ville være så venlig at skrabe mig op med en paletkniv, en dejskraber - eller neglene. Jeg tænkte at ”nu har jeg jo slikket dine tårer væk mere end en enkelt gang, så måske kunne du også finde på at genfæstne mine fødder til mudderet?” Men jeg tænkte det kun, jeg sagde det aldrig højt. For du er den værste orkan i mit køkken, min dejskraber var lavet af plastic (og er smeltet på panden), og min paletkniv har afskåret sig selv fra virkeligheden for længe siden.

Word count: 100

onsdag den 15. juli 2009

Blik

Hun kan kigge så direkte på ham, at han bliver låst fast, ikke kan slippe fri. Ikke med hundredetyvetusinde vildhestes hestekræfter ville han kunne slippe fri. Han kan mærke det i maven, som enkelte stjerneskud, og voksende pupper. Han forsøger på det kraftigste at besvare blikket. Give lidt mavefornemmelse tilbage i hendes retning. Men det er som om hun ikke tager imod. I et par sekunder er det som om hun slet ikke trækker vejret. Til sidst sukker hun - slipper sommerfuglefyrværkeriet i hans mave løs, det letter med en million jetmotorers fart fra hendes øjenkrog og eksploderer snart i loftet.

Word count: 100

fredag den 10. juli 2009

Måske skulle der bare flere til

Poeter, libertinere, idioter og andre fantaster verden over – lad os forene os, lad os gribe hinandens hænder, og blidt kysse hinandens øjenlåg til himlen styrter og taget letter. Sammen kan vi bygge oceaner i alverdens øregange, og flyve verden rundt på natsorte laksvaner. Mine ord og dine ord bliver vores ord bliver liv i alle vores sjæle. Men jeg kan ikke alene, jeg kan ikke kun med englene, professorater, professionelle og pop. Jeg har brug for, at du fortæller mig, at der findes nogen derude, der er ligesådan til mig. Og egentlig skal det i virkeligheden måske allerhelst være dig.

Word count: 100

onsdag den 8. juli 2009

Kys III

Jeg kyssede engang en indianer med kornblond hår og øjne så dybe som skovsøer, så klare som stjerner, you know. Vi græd som var vi pisket, og vi vidste det begge to, selvom lyset var slukket. Bagefter lå jeg på gulvet mens han sad på en stol, efter kysset hvor vores tårer havde blandet sig på kinderne. Jeg kiggede op på en kunstig stjernehimmel, indtil noget ramte mig i øjet, lige så hårdt som havde det været et pistolskud eller en kanonsalve. Det var stjernerne der græd mig ned i øjnene og bad mig lukke dem fordi det gjorde ondt.

Word count: 100

lørdag den 4. juli 2009

Noget om svaner

Jeg overvejer lidt om det overhovedet er det værd at gå længere. Godmorgen, siger du. Jeg siger det samme. Vi taler. Om morgener og solskin. Men det er så ligemeget. For vejr og skygger og tom tale kan ikke alt sammen være der. Jeg har ikke plads til alt det her, siger jeg. Dette liv er ikke stort nok til mig uden dig.
Jeg ser dine vinger folde sig ud på ryggen af dig. Men mest af alt ser jeg dig overhovedet ikke. Svaner flyver ikke. Hvorfor kan du flyve? Hvorfor kan du ikke tale? Du er en åndssvag svane.

Word count: 100

onsdag den 1. juli 2009

Minuskys

Du ved vel godt, jeg ikke er vant til det her. Men selv hvis nogen havde fortalt mig, at der ville træde noget frem gennem mine neglerødder, og skære sakse igennem min rygrad, havde jeg ikke troet dem. Du ved vel også, at noget engang var smukkere, og at jeg opgav alt i verden for det, troede det ville følge mig til alle livets maskebal, løfte mig ned til paradis. Men det er overskygget.Det er som om natten har fået flere farver, siden du flåede dine kys fra mine øjne. Men jeg er glad for at du også græd.

Word count: 100