Jeg kyssede engang en indianer med kornblond hår og øjne så dybe som skovsøer, så klare som stjerner, you know. Vi græd som var vi pisket, og vi vidste det begge to, selvom lyset var slukket. Bagefter lå jeg på gulvet mens han sad på en stol, efter kysset hvor vores tårer havde blandet sig på kinderne. Jeg kiggede op på en kunstig stjernehimmel, indtil noget ramte mig i øjet, lige så hårdt som havde det været et pistolskud eller en kanonsalve. Det var stjernerne der græd mig ned i øjnene og bad mig lukke dem fordi det gjorde ondt.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kan godt lide det her projekt. Jeg håber du skriver i hundrede dage, eller i hundrede år. Så er jeg tryg og rolig. Vi får ting i faste rammer. Vi har ét hunkønsvæsen. Og hun producerer reel litteratur. Ikke bare god, men reel. Og hvis der nogen man kan læne sig opad i nøden, så er det reelle personer. Og nøden skal nok komme – den finder altid sin vej. Den er ligeså pålidelig (og forudsigelig) som ulykkelig kærlighed og Kurt Cobain. Gud giv os lykke og ufred. Og måske smaa ord til at binde det hele sammen. I mørket.
SvarSletWord count: 100
Tak for de 100 ord - kom snart igen, så har jeg flere.
SvarSlet