Jeg deler os to op i palindromiske sekvenser, så jeg i det mindste ved, at jeg starter hvor du ender – og bliver ved, hvor du forsvinder. På den måde er der slet ikke lige så meget, jeg skal gå rundt og være bange for. Men du er det eneste jeg hører, mens himlen falder og verden styrter. Kom hjem nu, lad os redde hvad der stadig står, og se på resten derfra. Jeg tog den forkerte synsvinkel på i morges, jeg ved ikke hvad jeg leger med, og jeg aner ikke hvad det er jeg glemmer. Kom nu bare hjem.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar