Over vejen

Jeg kan ikke gøre mere for dig nu, jeg kan ikke skærme dig fra farerne, eller spænde safety nets ud når du falder. Jeg ved jo også godt, at du sagtens kan selv nu. Lov mig nu bare for alt i verden, at du ikke vil kigge dig for meget til siderne når du krydser vejen, af skræk for at nogen skulle se dig vakle – du risikerer at banke hovedet så hårdt ind i en lygtepæl at det slår benene væk under dig, på en måde du slet ikke kan forestille dig. Det ville jeg så gerne undgå at opleve.

Word count: 100

Os

Hvis vi fik lov at gå tilbage i tiden, havde jeg holdt fingrene væk, og var aldrig gået ind i det vi havde. Tror jeg. Lige nu. Fordi det gør ondt. Fordi jeg er fuld af ord og følelser, og ikke har noget skab at gemme dem i. Hvis jeg bare kunne græde tårer af skrift og blæk ville det være lidt konstruktivt, men jeg har ikke mere tilbage, ikke mere at give, og ikke mere at sige, med mindre du siger noget først, og det ved jeg du ikke gør. Der er ikke mere. Og det gør så ondt.

Word count: 100

Vildt

Vi starter dagen med en kaffepsykose af den værste slags, før vi begiver os ud i den kæmpestore verden, hvor alle drømmene tager form. I dag er vi ikke os, i dag er vi noget helt andet, noget meget større og smukkere og voldsommere. Vi gør hvad vi vil, der er ingen dag i morgen (desværre ved jeg godt, at det er der, men jeg prøver at glemme det). Lad os se hvad der sker, lad os vente med at tage stilling, lad de hælløse stilletter føre os frem i verden til vi segner og vågner op et mærkeligt sted.

Word count: 100

Krøller

Hun var en krøllet en af slagsen, med krøller udenpå, krøllet tøj på kroppen og krøllede øjenvipper, baskende over øjnene der talte højt om de krøllede tanker der smøg sig om hendes inderside. Dérinde var det alt lidt anderledes end resten af den almindelige verden – for at tænke en tanke til ende, måtte man følge lange silketråde af associationer, før man til sidst nåede til noget der kunne minde om en konklusion. Men krøllet, det var hun som sagt, krøllet som en tigger i gamle dage, og derfor var der aldrig nogen der opdagede de eventyr hun bar rundt på.

Word count: 100

Travlt

Jeg hader når verden omkring mig stresser, når verden har travlt. Måske hænger det sammen med, at mit eget liv leves i en evig travlhed, som tilsyneladende aldrig holder op, og derfor er blevet til et konstant undertrykt karaktertræk. Jeg bliver bange når de stresser, og har allermest lyst til at sætte mig i hjørnet og tude indtil de holder op med at have travlt. Men det har jeg lært, at man ikke må. Så i stedet ”skynder jeg mig langsomt”, som en anden så smukt udtrykte det, mens jeg vipper med fødderne for ikke at falde ud af travlhedsrytmen.

Word count: 100

Orkan

Jeg syndefaldt og tabte mig selv i farten, i den tro at du måske ville være så venlig at skrabe mig op med en paletkniv, en dejskraber - eller neglene. Jeg tænkte at ”nu har jeg jo slikket dine tårer væk mere end en enkelt gang, så måske kunne du også finde på at genfæstne mine fødder til mudderet?” Men jeg tænkte det kun, jeg sagde det aldrig højt. For du er den værste orkan i mit køkken, min dejskraber var lavet af plastic (og er smeltet på panden), og min paletkniv har afskåret sig selv fra virkeligheden for længe siden.

Word count: 100

Clara & Isabella

Clara var sytten år gammel, Isabella var fjorten. De ville mærke friheden i det lange lyse hår, og tog på tomleren mod verdens ende. Det gik såmænd også meget godt, hele vejen fra Skagen (der er nemlig ikke meget frihed i Skagen, derfor gik det nedad) gennem Danmark mod grænsen. Her blev de taget op af en venlig lastbilchauffør der desværre havde valgt at smugle coke netop den dag der var grænsekontrol, og solgte pigerne til tolden, for at kunne beholde sin enorme snestorm i bagagen. Isabella er sidst set et sted i Paris i 1992. Clara er aldrig set.

Word count: 100

Narcissister i vildmarken

Og så går du, og du går og du går, fordi verden ikke længere giver mening. På et tidspunkt møder du nogle mennesker der giver dig en kop kaffe og lov til at låne toilettet, men du bliver der ikke, du skal nå noget, du skal nå at blive lige så fucking lonely og real som christopher mccandless, den nar. den narcissistegoist. Så møder du en smuk ung kvinde, skrider igen, hun ender i de unge mødre på kanal4 og du ender med at sove alene i vildmarken og skære tænder i søvne af ren desperation men ingen hører det.

Word count: 100

?€#%&=#!!!

Og det skete i de dage, hvor verden ramlede sammen om ørerne på hende. Det vil sige, de dage hvor hun led af præmenstruelt syndrom, det der PMS. ”Jamen, du er også smuk når du græder!” forsøgte han fortvivlet. Men det nytter sgu ingenting, for når verden ramler er der ikke noget der er godt nok. ”Og der er sgu for øvrigt heller ikke nogen der er smukke når de græder, han er sgu ikke for køn, han får sgu røde pletter over det hele og svulmer op. Nu spiser jeg sgu en spand is og ser fjerner” tænkte hun.

Word count: 100