Parfume

Han kunne ikke huske fra sin næse til sin mund, eller nogen andre kropsdele for den sags skyld. Han anede simpelthen ikke hvad der var sket. Den sidste udvej var at tage et S-tog til Matas på strøget, hvor han brugte flere timer på at lede efter netop den duft der kunne sætte sving i hukommelsen. Til sidst nåede han til den dér blå fra Gucci, og pludselig stod det hele lysende klart – ikke at han kunne huske hvem hun var, men han huskede følelsen af ikke at kunne kigge væk, og heller ikke turde kigge hende i øjnene.

Word count: 100

Undergrund

Det var en af de dage, hvor han fandt det dybt nødvendigt at gå ned i metroen. Nogle dage kunne han finde på at køre frem og tilbage flere timer i træk, mens han observerede de andre mennesker og den søde lugt af forfald de førte med sig, men i dag var ikke en af de dage. I dag havde han brug at være en af de handlende, at sætte tavse aftryk verden. Når han havde det sådan, gik han ned i metroen, og skreg af sine lungers fulde kraft hver eneste gang toget ankom i en sky af støj.

Word count: 100

Overlægen

Overlægen var en slemmer karl, og der var ingen på hele hospitalet der kunne lide ham. Overhovedet. De havde dog alle som én indordnet sig under den fælles regel, at man behandlede ham pænt, fordi han trods alt ikke var nogen kvaksalver, men derimod forskellen på liv og død langt ude på landet. Lige indtil den dag, hvor brugsdamen blev syg, og han ikke formåede at redde hende. Da var pagten ophævet med ét, og de jagtede ham langt ud på heden med stokke og fakler. Ingen har set ham siden. Der var jo heller ingen der kunne lide ham.

Word count: 100

Horisont

Han var allerede træt af varmen, og alle de mærkelige lyde og lugte. Han gik og spekulerede over, hvem der mon havde bundet ham på ærmet, at det skulle være fedt ovenpå sådan et brud, at tage ud og ”finde sig selv” og ”udvide horisonten”. Der var jo ikke noget at komme efter, og han ville føle sig falsk og forkert når han kom hjem med brune ben og shorts-aftegninger. Han længtes egentlig bare hjem, han ville give meget for at stå foran hendes vindue nu, og vente på, at hun som en anden Rapunzel ville kaste håret ned.

Word count: 100

Hundemennesker

De to piger var for hinanden, som musen er for katten, og som medisterpølsen er for den frækkeste slagterhund. Men de var begge to langt mere hunde- end kattemennesker. Ikke at de havde dyr, eller nogensinde havde overvejet at få det, men de var typerne der sad ved et bordfuld fremmede mennesker og tiggede med hundeøjne om et klap på hovedet og en godbid. Dagen efter kunne de så sidde og spidde hinanden med knap så skarpe observationer og dårlige freudianske analyser, som i virkeligheden var rettet mod dem selv. Men det var simpelthen så meget lettere at jage hinanden.

Word count: 100

Linedanserindens monolog

”Han var cirkusartist ligesom jeg, han havde mørkegrønne øjne og sort krøllet hår, sådan lidt latino-lækker. Måske var det i virkeligheden det jeg faldt for, for resten af ham var absolut ikke værd at skrive hjem om. Han var en gavtyv med rygsækken fyldt til randen med lommefilosofi af den værste skuffe, og jeg vidste fra starten at det ikke var ham jeg skulle hænge mig i, ejheller dele knagerække med. Men i en enkelt sommer delte vi nutidig fremtid. Og en enkelt sommer er vel også en slags tid? Eller i hvert fald en tiltrængt pause fra tilværelsen.”

Word count: 100

Løvetæmmerens monolog

”Hun var cirkusartist ligesom jeg, vi var begge to rodløse badutspringende ballademagere, der befandt sig bedst i tomrummet mellem den ene og den anden artistvogn, på endeløse landeveje. Vi fandt hinanden, og nød at spejle vores eksistentielle problemer i hinandens sjæle. Jeg aner ikke hvilken farve hendes øjne havde, jeg så kun mig selv på deres overflade. Det var nu ikke længe vi kunne holde hinanden ud. Jeg døde lidt i hendes selskab, fordi hun var lige så nedbrudt som mig selv. Men en enkelt evig sommer er vel også en slags tid? Det kunne have endt langt, langt værre.”

Word count: 100

Dybt godnat

Hun var vild med godnathistorier, det var noget hun aldrig ville vokse fra. Med tiden var der færre og færre der kunne overtales til at fortælle hende godnathistorier, men engang i mellem lykkedes det, men så var det også fordi hun satte alle midler til og tilbød alt hvad hun havde at give, blot for at få en historie at falde i søvn til. Eventyrene var de bedste godnathistorier, fordi de langsomt, elegant og ubemærket smeltede sammen med drømmene, som dermed blev gode drømme om prinsesser og hvide heste. Så kunne hun fuldstændig glemme, at hun i virkeligheden var mørkeræd.

Word count: 100

Kunst

Han var kunstner, mente han selv, helt ind i sjælen var han bestemt til at udrette store ting. Han var dog ikke videre opsat på at vente med at blive anerkendt til efter han selv var gået bort – der var intet fair i at rockstars fik groupies og gratis øl allerede som teenagere, når malere aldrig fik noget som helst. Derfor var planen, at han lige så godt kunne pleje sit image før han overhovedet havde færdiggjort en eneste fesen akvarel, og derfor gik han med fine hatte og fortalte pigerne på gebrokkent engelsk at han var kunststuderende i Paris.

Word count: 100

Bjerget

Ét telefonopkald, én time, og en enkelt Tonic&Gin var alt der skulle til, og pludselig var han hos hende, de var sammen på vej op ad bjerget. Pludselig så hun på ham, og han opdagede, at der ikke længere var solskin bag hendes blik. Han vidste ikke om hun selv sagde det højt, men hendes øjne talte tydeligt: "Jeg skal ikke op på toppen. Jeg er nødt til at vende om nu."Med et, og med blot et enkelt blik havde hun fejet alle drømmene og eventyrene ind under gulvtæppet.

Word count: 100 (manuelt optalt)

Kvinder & Sko

Lige før hun forlod hans lejlighed, havde hun i lige dele vrede og afmagt kastet sine stilletter så hårdt mod entrégulvet, at hælene var knækket, mens hun grådkvalt hviskede ”Du skulle prøve, bare én dag, at være i mine sko!”
Og der lå skoene. Han tænkte længe over det den nat, da han vendte og drejede sig og ikke kunne sove. Hvad var der mon med skoene. De var ikke specielt flotte, men sikkert dyre. Næste morgen så han, at en håndfuld mælkebøtter havde slået rod i skosålerne, og blomstrede lystigt. Han ville aldrig lære at forstå Kvinder og Sko.

Word count: 100

Ophelia og kærlighed

”Hvad var der sket, hvis Ophelia ikke var død ved selvmordsforsøget, men derimod havde splittet sig selv i to? Det står klart, at hun var bestemt til at gå til grunde med de uforståelige svigt hun led. Faderkærlighed og kærlighedskærlighed – så meget kærlighed er der kun plads til i et menneske, hvis mindst én af dem udvikler sig lykkeligt. Kærligheden udvider sig når den bliver til mist og svigt, og så er der ikke plads til mere længere. Derfor eksploderede hun i floden, og blev til to, luder og madonna, og undslap dermed også en af de største menneskelige splittelser.”

Word count: 100

Nøglen

Da han så, de var ved at lægge ny asfalt på vejen, fik han en rent ud sagt glimrende idé, hvis han altså selv skulle sige det. Han listede sig ned i nattens mulm og mørke, mens asfalten endnu var våd og smattet, og trådte sin gamle nøgle ned i den. Da morgengryet kom sad den møgfast. Herefter kunne han sidde fra sit vindue, og betragte de forbipasserende der kiggede en ekstra gang på nøglen, og forestillede sig hvor bittert det måtte være, at miste sin nøgle og se den hver gang man gik en tur. De skulle bare vide.

Word count: 100

Han er så lang tid om det

Han var så tæt på at nå det, men i sidste ende nåede han absolut intet, intet overhovedet, intet vigtigt eller interessant. Han er ikke doven, han er bare langsom, uendeligt langsom. Han ville ønske du kunne hive ham i ørerne og få ham i sving. Han ville ønske at ord, effektivitet og ansvarlighed dryppede fra fingerspidserne. Nogen gange også penge. Men han når aldrig noget, han når ingen steder. Han kom nogleoghundrede år for sent til sit rette århundrede, og der går nogenoghundrede år før han kan rejse tilbage. Hvis vi når det. Hvis han liiige tager sig sammen.

Word count: 100

Clara & Isabella

Clara var sytten år gammel, Isabella var fjorten. De ville mærke friheden i det lange lyse hår, og tog på tomleren mod verdens ende. Det gik såmænd også meget godt, hele vejen fra Skagen (der er nemlig ikke meget frihed i Skagen, derfor gik det nedad) gennem Danmark mod grænsen. Her blev de taget op af en venlig lastbilchauffør der desværre havde valgt at smugle coke netop den dag der var grænsekontrol, og solgte pigerne til tolden, for at kunne beholde sin enorme snestorm i bagagen. Isabella er sidst set et sted i Paris i 1992. Clara er aldrig set.

Word count: 100