Han kunne ikke huske fra sin næse til sin mund, eller nogen andre kropsdele for den sags skyld. Han anede simpelthen ikke hvad der var sket. Den sidste udvej var at tage et S-tog til Matas på strøget, hvor han brugte flere timer på at lede efter netop den duft der kunne sætte sving i hukommelsen. Til sidst nåede han til den dér blå fra Gucci, og pludselig stod det hele lysende klart – ikke at han kunne huske hvem hun var, men han huskede følelsen af ikke at kunne kigge væk, og heller ikke turde kigge hende i øjnene.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar