Det som var mellem os, det som vi delte, var så sødt at selv solen måtte knibe en tåre, når den lod strålerne regne ned over os, og altså også ned over det der var i midten. Der var ikke særlig langt fra mig til dig dengang, ikke mere end en enkelt flygtig tanke, og sammen lod vi drømmene løbe løbsk. Indtil den dag, hvor mørket imploderede og blev så tæt, at jeg ikke kunne tænke én eneste hånd frem for mig. Da forsvandt det, og derfor regner det. Skyerne skyder med spredehagl for at finde det der blev væk.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Tak for din link på min blog. Er altid nysgerrig når der kommer noget nyt :-)
SvarSletDu skriver helt vildt godt, jeg sætter et link ind på min blog, fordi jeg gerne vil ind og læse 100 små ord i ny og næ, særligt dine.
Tak for linket .-)
Hilsen Deppe
Mange tak for rosen og linket :) Jeg er glad for jeg turde reklamere sådan for mig selv, selvom det er en lidt anden blog-genre jeg bevæger mig i.
SvarSlet