Der var engang en hund, som vist nok var døbt Carl-Johan d. 3 (efter svampen), men kun lystrede navnene ”vuffer” og ”dumme køter”. Vuffers far var en stor og voldsom mand, så begrebet kærlighed kunne vovsen skyde en hvid pind efter allerede fra sine spæde hvalpeskridt. En dag, da han lå på gårdspladsen og peb, faldt han gennem den sprække, der adskiller den kedelige, gennemsnitlige virkelighed fra den hvor intet er almindelig A4-størrelse. Carl-Johan morede sig kosteligt i dette gode selskab, og vendte aldrig tilbage. På den anden side af virkeligheden blev der for evigt lidt kedeligere.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar