”Søde, søde Lea – jeg bliver næsten forelsket i dig igen når du siger sådan. Jeg må hellere gå mens jeg stadig har en slags rygrad. Pas på dig selv.”
”I lige måde.”
De rakte ud efter hinanden samtidig, og småfniste som teenagere mens de holdt om hinanden. Der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt på dem begge, men det var ikke hjerter i brand, bare kærlighed der var brændt ud.
”Du kan kontakte min sekretær hvis der er noget.”
”Der er nok ikke noget.”
Han vendte sig mod døren, og hun indåndede det sidste savn der fyldte rummet.
Word count: 100
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar