fredag den 14. august 2009

Kunst

Han var kunstner, mente han selv, helt ind i sjælen var han bestemt til at udrette store ting. Han var dog ikke videre opsat på at vente med at blive anerkendt til efter han selv var gået bort – der var intet fair i at rockstars fik groupies og gratis øl allerede som teenagere, når malere aldrig fik noget som helst. Derfor var planen, at han lige så godt kunne pleje sit image før han overhovedet havde færdiggjort en eneste fesen akvarel, og derfor gik han med fine hatte og fortalte pigerne på gebrokkent engelsk at han var kunststuderende i Paris.

Word count: 100

torsdag den 13. august 2009

Maskefald

I dag er dag nummer 50 på denne blog. Det betyder halvvejs til hundrede. Det betyder halvvejs i mål, af en slags – ikke at dette projekt stopper på dag nummer hundrede, nærmere det modsatte. På dag nummer hundrede kaster vi (jeg) maskerne, og gør et forsøg på at sætte ansigt på de ord der findes her. Jeg har svært ved at gennemskue om det er et smart taktisk træk, men det er nødt til at ske – jeg er nødt til at give mig selv til kende hvis jeg skal kunne fortsætte med oprejst pande – men jeg venter lidt tid endnu.

Word count: 100

onsdag den 12. august 2009

Os

Hvis vi fik lov at gå tilbage i tiden, havde jeg holdt fingrene væk, og var aldrig gået ind i det vi havde. Tror jeg. Lige nu. Fordi det gør ondt. Fordi jeg er fuld af ord og følelser, og ikke har noget skab at gemme dem i. Hvis jeg bare kunne græde tårer af skrift og blæk ville det være lidt konstruktivt, men jeg har ikke mere tilbage, ikke mere at give, og ikke mere at sige, med mindre du siger noget først, og det ved jeg du ikke gør. Der er ikke mere. Og det gør så ondt.

Word count: 100

tirsdag den 11. august 2009

Bjerget

Ét telefonopkald, én time, og en enkelt Tonic&Gin var alt der skulle til, og pludselig var han hos hende, de var sammen på vej op ad bjerget. Pludselig så hun på ham, og han opdagede, at der ikke længere var solskin bag hendes blik. Han vidste ikke om hun selv sagde det højt, men hendes øjne talte tydeligt: "Jeg skal ikke op på toppen. Jeg er nødt til at vende om nu."Med et, og med blot et enkelt blik havde hun fejet alle drømmene og eventyrene ind under gulvtæppet.

Word count: 100 (manuelt optalt)

mandag den 10. august 2009

Regn

Det som var mellem os, det som vi delte, var så sødt at selv solen måtte knibe en tåre, når den lod strålerne regne ned over os, og altså også ned over det der var i midten. Der var ikke særlig langt fra mig til dig dengang, ikke mere end en enkelt flygtig tanke, og sammen lod vi drømmene løbe løbsk. Indtil den dag, hvor mørket imploderede og blev så tæt, at jeg ikke kunne tænke én eneste hånd frem for mig. Da forsvandt det, og derfor regner det. Skyerne skyder med spredehagl for at finde det der blev væk.

Word count: 100

søndag den 9. august 2009

Vildt

Vi starter dagen med en kaffepsykose af den værste slags, før vi begiver os ud i den kæmpestore verden, hvor alle drømmene tager form. I dag er vi ikke os, i dag er vi noget helt andet, noget meget større og smukkere og voldsommere. Vi gør hvad vi vil, der er ingen dag i morgen (desværre ved jeg godt, at det er der, men jeg prøver at glemme det). Lad os se hvad der sker, lad os vente med at tage stilling, lad de hælløse stilletter føre os frem i verden til vi segner og vågner op et mærkeligt sted.

Word count: 100

lørdag den 8. august 2009

Krøller

Hun var en krøllet en af slagsen, med krøller udenpå, krøllet tøj på kroppen og krøllede øjenvipper, baskende over øjnene der talte højt om de krøllede tanker der smøg sig om hendes inderside. Dérinde var det alt lidt anderledes end resten af den almindelige verden – for at tænke en tanke til ende, måtte man følge lange silketråde af associationer, før man til sidst nåede til noget der kunne minde om en konklusion. Men krøllet, det var hun som sagt, krøllet som en tigger i gamle dage, og derfor var der aldrig nogen der opdagede de eventyr hun bar rundt på.

Word count: 100