Du tror ikke på mig. Mens jeg ser på dig, folder dine øjenvipper sig ud, og skyggesorte stjernetæpper lægger sig over gulvbrædderne. Stjernerne eksploderer og dør, og et splitsekund efter står vi igen i min hoveddør på det der tidspunkt som ligner tusmørket, men er om morgenen, lige før det bliver rigtig lyst. Der, hvor man stadig har søvn og tusind drømme i øjnene, og ingenting er helt som man tror.
Nu lægger jeg dit humør i postkassen. Så kan du selv se om du får brug for det, fortæller du mig.
Men, du, siger jeg, folk saboterer jo postkasser.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar