Hun var altid sur på sig selv, fordi hun var hele verden på sine skuldre, og der havde den det tilsyneladende ikke særlig godt. Verden brokkede sig dagen lang, hun var altid bitter og ked af det, og efterhånden faldt hendes rygsøjle også fra hinanden. Men der var intet at gøre, der var ingen der var villige til at tage over – det var der sikkert, men de råbte ikke højt nok om det. Først faldt hun på knæ, dernæst omkuld. Verden fandt langsomt ro på den bløde bund, mens hun faldt i den dybeste søvn og opgav at rejse sig.
Word count: 100
Jeg synes ikke du er så flittig til at tagge dine indlæg mere? Er der en særlig grund til det?
SvarSletJeg tror ikke der er andre grunde end den manglende flittighed du selv nævner - hvis jeg skal forsvare den på nogen måde, kommer den nok af travlhed på alle livets fronter. Men planen er at jeg lige sætter mig når der er tid og hælder en håndfuld tags på de indlæg der mangler. Jeg håber det er til at holde ud at vente på :)
SvarSlet