Anna var så dundrende ligeglad med fremtiden at det halve kunne være nok, for hun havde lige præcis nok i nuet. Ikke på den måde, at hun var helt vildt tilstede i alt hvad der foregik omkring hende, for det var hun faktisk overhovedet ikke – til gengæld havde hun fundet sig til rette med, at forventningens glæde altid var større end nutidens glæde, og derfor dagdrømte hun dagen lang. Ligesom fortiden er en variabel størrelse der afhænger af hvem der så det ske fra hvilken vinkel, er det vigtigste ved fremtiden ikke hvad der skete, men hvordan man husker det.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar