Måske kommer du ind i huset igen nu. Måske kommer du ind i det tomme rum, som ikke længere er tomt, fordi det nu er fyldt til randen med svævende stemning, der gør luften så tyk at du ikke kan trække vejret. Selv ikke dit blik, så skarpt som knive, ville kunne skære igennem den. Måske er det først nu du går ud i garagen.
Du er en bølge i vandkanten. En bølge i tidevandet som stille siver længere og længere ud, og efterlader mig på stranden som en selvdøende vandmand. Hver morgen skyller du mit liv ind på land.
Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar