Der er og har kun været en rose i hele den europæiske litteraturhistorie. Den spirede et eller andet sted i det centrale Frankrig, muligvis ud af mulden i munden på Francis Villon, og forgrenede sig videre til hele kontinentet. Dernæst snoede rodnettet sig videre igennem havets sorte drivhuse og alverdens kyster. Alle steder blev rosen en delikatesse for poeter, en skønhed de yndede at balancere på tungen med adjektiver og udsagnsord.
Men rosens storhedstid er måske den stængel hvorpå dens nederlag blomstrede. Så mange poeter havde gennemtygget ordet at alle kronblade var slidte, og den efterfølgende tid kun smagte tornene.Word count: 100
Ingen kommentarer:
Send en kommentar